Kulhuscykelstien – en farce

Farcen om kulhuscykelstien fortsætter.  I vel tyve år har vi hørt et hav af dårlige undskyldninger og bortforklaringer, og kulhuscykelstien er blevet udskudt gang, på gang, på gang.  Og nu endnu en gang.  For nogle år tilbage var linieføringen til debat ved et offentligt møde i Jægerspris.  Linieføringen blev fastlagt, og en lille rest penge blev fundet, så cykelstien kunne påbegyndes de første par hundrede meter fra Jægerspris.  Og så skulle den komme næste år.  Men det blev ikke til noget.  Nu er undskyldningen endnu engang pengemangel og et nej fra Økonomiudvalget.  Det skorter ellers ikke på at finde penge til projekter andre steder i kommunen.

 

En cykelsti til Kulhuse har været på Enhedslistens budgetønskeseddel år efter år.  Men byrådsflertallet vil ikke hive pengene op af lommen.  Pengene er der, hvis man vil en cykelsti.  Men viljen mangler.  En cykelsti til Kulhuse er brolagt med dårlige undskyldninger og brudte løfter.  Det er lidt som det danske Folkeeventyr, hvor karlen på gården spørger husbond efter mad og bliver henvist til et skilt bag døren:  ”Ingen mad i dag, men først i morgen”.  Formanden for kommunens Økonomiudvalg – borgmesteren – har nok også et skilt bag døren:  ”Ingen kulhuscykelsti i år, men først til næste år”.

 

Pelle Andersen-Harild

Medlem af Byrådet for Enhedslisten (Ø)