Enhedslisten siger farvel til budgetforhandlingerne

Budget 2021 kan sammenfattes som manglende bæredygtighed.  Bæredygtighed indebærer, at vi afleverer vores natur og miljø i en tilstand som ikke er ringere (og helst bedre) end den nuværende tilstand.  Det gælder resurser som frugtbar jord, vand, natur, luft og råstoffer.  Og man skal sørge for at de fordeles retfærdigt mellem alle mennesker.  I Frederikssund, i Danmark og i hele verden.  På en jord med begrænsede resurser betyder det, at nogle skal have mere end i dag.  Andre mindre.  Det gælder også i Frederikssund.

Kort sagt budget 2021 er visionsløst.

Vinge – ta’ en pause!

For to år siden gik Vinge ned.  Hvad der gik galt var i lang tid hemmeligholdt. Derefter startede forsøgene på at få Vinge på benene – eller vingerne – igen. Nu prøver man så for tredje gang at få Vinge op at baske. Der er opstillet en række muligheder – seks i alt. Enhedslisten foreslå en syvende mulighed:  Se tiden an.

Vinges bæredygtighed – en bristet drøm

Al snakken om et bæredygtigt Vinge er blot salgsbluff.  Lige så meget salgsbluff som de pastelfarvede arkitekttegninger af station, deltakvarter (mon der nogensinde er nogen fra “Vingeteamet”, der har set et virkeligt delta) med kajakker og gæslinger i skønt samliv omgivet af evigtblomstrende 40 årige kirsebærtræer.  Bluff og dagdrømme.